MadsMor

Vi fejrer 6 måneders fødselsdag med veer…

By 9. november 2014 No Comments

I dag kl. 19.16, var det præcis 6 måneder siden at jeg udmattet fik placeret Madsen på min mave og han skreg for aller første gang. Det er helt uhyggeligt hvor stor en forvandling sådan en størrelse gennemgår på 6 måneder!

I den anledning, vil jeg nu tage hul på den del af mine tanker med bloggen som omhandler graviditet, fødsel og baby. Noget som for et års tid siden fyldte meget for mig. Jeg vil nemlig dele min fødselsberetning – mest af alt fordi jeg synes der var utrolig mange skrækhistorier… Here goes…

Fredag d. 9 maj 2014 vågner jeg ved at mine plukveer gør lidt mere ondt end de ellers har gjort. Der er stadig to dage til min termin og jeg tænker ikke videre over det, da jeg har haft mange plukveer de sidste 14 dage. Plukveerne føltes utroligt meget som menses-smerter, den eneste forskel er at de ikke varede så længe.

Nå, mig op i bad, jeg havde en del ting jeg skulle nå, blandt andet en gravidfotografering. Da klokken nærmer sig 12, snakker jeg med fødegangen første gang. Her blev jeg meget paf over at jordemoderen blev ved med at sige “Jamen Mette, hvad synes og føler du selv?”. Hvad i alverden ved jeg?! Jeg har aldrig prøvet det her før! Jeg aftaler med jordemoderen at jeg ringer igen hvis smerterne tager til eller intervallerne bliver kortere.

Jeg er desværre nødt til at erkende at den fotografering nok ikke bliver en succes og får Mathias til at aflyse aftalen da han kommer hjem fra arbejde kl. 14.30. På det tidspunkt har veerne taget til i styrke og jeg er ikke komfortabel længere, har kvalme og intet er behageligt længere når først veerne sætter ind. Jeg får ringet til fødestuen, bliver mødt af samme spørgsmål igen og beder om lov til at komme ind til et tjek om forløbet. Vi skal komme derind kl. 16, hvor deres vagtskifte er slut… Meget belejligt…

Jeg får med meget besvær pakket noget der ligner en taske – og det var sku ikke sjovt!! Os ud i bilen, igennem Aalborg midt i myldretiden og med 3-4 veer på passagersædet. Not funny! Ankommer endelig til Sygehus Nord kl. 16.15 og møder heldigvis en transportør som hurtigt får os sendt op til fødegangen (jojo, vi havde da været til rundvisning på sygehuset, og selvom Thiesen var den der havde overblikket stod han med en fødende kvinde uden tålmodighed). Vi kommer ind til en sygeplejerske i modtagerrummet og jeg får besked på at gå på toilettet, hvor jeg får min første ve med pressetrang. Med et sødt kompliment fra sygeplejersken om hvor bleg jeg pludselig er blevet, forsvinder hun, kommer kort efter tilbage og guider os ind på en fødestue. Ind kommer en jordemoder som skal undersøge mig, og jeg får besked på at jeg er 9 cm åben. 9 CM ÅBEN???? Jeg ville godt have set mig selv i hovedet på det tidspunkt!

Lettet over at det hele er så fremskredet og overrasket over at det endnu ikke har gjort mere ondt (jeg havde forestillet mig, at skulle føde et barn næsten ville være med livet som indsats, hvilket jeg heldigvis ikke oplevede) får vi hilst på den søde jordemoder, Inger, som skal tage imod vores dreng/pige (nej, vi kendte ikke kønnet). På det tidspunkt kommer presseveerne oftere og mit overskud forsvinder hen ad vejen, mest fordi jeg ikke må presse endnu og kun gispe…

Da klokken er omkring 17.45 tager jordemoderen vandet, hvilket viser sig at være grønligt og jeg får en ve-måle-dims om maven og barnet en elektrode sat på hovedet. Alt sammen for at se om den bette er stresset. Alt er fint! Bortset fra at jeg har ondt og er afsindig træt – jeg sover faktisk kortvarigt imellem veerne… Jeg bliver også spurgt om jeg vil have bedøvelse, men takker nej fordi jeg håber på at det snart er ovre (så helt forfædeligt har det ikke været når man takker nej…).

Klokken 18.50 er det hele så fremskredet at jeg får lov at presse aktivt, og ca. 5 presseveer senere skal hovedet fødes – her siger jeg for første gang AV, nogle sekunder efter er det værste ovre og klokken 19.16 kommer en skøn lille dreng, på 53 cm og 3800 gram til verden.

Oh yes, hvor ser man oplagt ud efter sådan en omgang…

Min oplevelse af en fødsel har været helt fantastisk, jeg var meget positivt overrasket! Vi havde den dejligste jordemoder som guidede os igennem forløbet og alt gik som det skulle. Jeg var mere overrasket over “efterarbejdet” der er, efter barnet er født, med moderkage og andre hyggelig ting… Der er ingen tvivl om at min fødsel har været “nemmere” end mange andre, og jeg har utallige gange fået smidt “du har jo aldrig prøvet at føde et barn” lige i snotten! Gu’ har jeg født et barn og gu’ gjorde det ondt, men slet, slet, slet ikke som de mange skræk-fødselsberetninger som jeg har haft læst. Jeg gør det gladeligt igen!

Mine drenger

En ting er at blive mor, det er ubeskriveligt stort at se sin kæreste blive far! <3

P.S billedet i toppen af indlægget er taget af min skønne kæreste som synes jeg skulle foreviges midt i en ve… Og det er ikke løgn, han havde ikke engang sin telefon på lydløs, så jeg kunne høre kameraet “klikke”… Tak min skat, du blev slet ikke upopulær… (Ovenstående var ironisk, hvis det ikke var åbenlyst nok. I dag kan jeg dog godt grine af det 😉 ).

Leave a Reply