MadMadsMums

Sundt proteinrigt alternativ til pizza – MEATza (eller kødpizza om man vil)

By 17. marts 2015 No Comments

Pyh en dag vi har haft! Madsen er blevet syg igen, og denne gang giver han den hele armen med høj feber, slem hoste, snot, bræk og racerrøv… Lille pus, det er slet ikke til at holde ud, at man ikke kan gøre noget for at hjælpe ham, men han klarer den og tager det i stiv arm, selvom vi ikke har sovet særlig godt de sidste par nætter og han primært vil sidde hos mor eller far… Snork!

Og for at toppe elendigheden har jeg i dag været til begravelse ved min farmors tvillingebror/min fars onkel. Jeg bliver aldrig god til begravelser, men det er vel heller ikke så mærkeligt?!

Men jaja, det kan jo ikke være en dans på roser hele tiden, som man siger 😉 Jeg tænkte at jeg ville dele en opskrift med jer, på en såkaldt meatza, som groft sagt er en pizza hvor du bytter brødbunden ud med en stor hakkebøf. Det lyder måske specielt, men det smager godt og er et lækkert alternativ til den “almindelige” pizza (ikke at man skal kimse af en almindelig pizza og slet ikke Hawaii udgaven! 😉 ).

Meatza alla M for Mette:

Bund:

– 500 g oksekød 8-10%

– 2 fed hvidløg

– 1 spsk oregano

– 2 æg

– 1 rødløg

Tomatsauce:

– 1 dåse hakket tomat

– En god sjat olivenolie

– 1 fed hvidløg

– En god håndfuld frisk basilikum

Topping:

– En god håndfuld spinatblade

– 80g serrano skinke

– 100g champignon

– 2 blommetomater

– 125g hel mozzarella ost

image

Tænd ovnen på 220 grader. Start med bunden. Hak løg og hvidløg og bland alle ingredienserne og salt og peber til fars. Fordel farsen på et stykke bagepapir, bunden skal være ca. 1 cm tyk. Bag bunden i 8-10 minutter indtil bunden begynder at brunes – det kan være nødvendigt at fjerne væske fra bagepladen.

Imens bunden er i ovnen laver du tomatsovs. Du svitser hvidløget i olivenolien til det brunes og hælder derefter hakket tomat og hakket basilikum i. Smag til med salt og peber. Evt. blendes til en glat sovs.

meatza

Tag bunden ud af ovnen og smør den med et lag tomatsovs. Fyld herefter spinat, serrano skinke, tomat, champignon og ost på. Meatzaen sættes igen i ovnen og står der indtil osten er smeltet og har fået en lækker gylden farve.

Meatzaen kan varieres med den slags topping man ønsker.

Velbekomme 🙂

image