“Hun blogger?! Sig mig, har hun ikke indset at det var et flop… Seriøst… Hun må være blevet arbejdsløs eller noget i den dur”

Ja sgu’, jeg blogger… Og ja, jeg er arbejdsløs… Fra på mandag.

Der er sket meget siden sidst! Jeg er blevet mor til to – Mathilde er lige knap 16 måneder. Og en begyndende lille strigle (det er altså sagt med et glimt i øjet, for hun er så dejlig og glad… det meste af tiden). Shit en kontrast til Mads, hun har bare et temperament uden lige – og så er hun simpelthen SÅ madglad! Jeg kan ikke helt komme i tanke om hvem hun minder mig om… Jeg har smidt lidt maveflæsk og, tro det eller ej, begyndt at spille håndbold! 😀 Nok om det for nu.

Jeg er også blevet friet til, og gift, for præcis 2 måneder siden – han hedder stadig Mathias, og er nu en Buus, ligesom jeg har “påtaget” mig Simonsen. Det kommer jeg også nærmere ind på, på et andet tidspunkt.

Til slut har jeg ikke længere job i Sønderjylland, men i Aalborg…

… til og med imorgen, så fra mandag er jeg arbejdsløs.

Det hele startede faktisk meget godt. En tur til München i 4 dage, til messe og Oktoberfest, sammen med alle mine nye kollegaer – og hvilken tur. Det er uden tvivl den fedeste måde at møde nye mennesker på (og at lære at drikke øl…). Mennesker som du skal bruge mange timer sammen med hver eneste uge. Det var slet ikke så skræmmende at skulle starte på nyt job om mandagen, som vi kom hjem søndag aften.

For at gøre en kort historie lang, så fandt jeg hurtigt ud af at jeg havde fået rigtig gode kollegaer og opgaverne var egentlig også OK, selvom det altid er en smule anstrengende at være ny, og ikke vide noget som helst. Desværre opdagede jeg også ret hurtigt at min chefs og mit samarbejde ikke fungerede. Slet ikke.

Hvis vi springer fra d. 18 september (min første dag på job) og frem til sidste mandag, d. 23 oktober, er der løbet meget vand igennem åen, og jeg havde haft flere dage hvor jeg var kommet hjem i dårligt humør end i godt… Mandag d. 23 oktober flyder bægeret over og jeg finder mig selv tudende på et badeværelse – kender I det når man hyler fordi man er skide hamrende gal, og ikke fordi man er ked af det?! Hvis ikke I gør, skal i bare være glade. Shit jeg hader det! Og så bliver man endnu mere sur, sur på sig selv fordi man hyler, og så hyler man endnu mere!!

Nå men, jeg sidder simpelthen på et badeværelse og tuder, og ser helt forfærdelig grim ud, og beslutter mig for at jeg fortjener bedre end det her. Fortjener bedre end at blive behandlet på den måde af et andet menneske, som har et eller andet sindssygt behov for at udøve magt over andre…

Uden nogen sparring med andre end to kollegaer, som jeg ved forstår mig, ikke Mathias, ikke fagforeningen, ikke min mor, ingen. Der ender det simpelthen med at jeg smider min opsigelse, og sygemelder mig i de 14 dages opsigelse jeg har i min prøveperiode og går min vej… Stor tudende selvfølgelig, hvad ellers?! (Indsæt selv gal/øjenrullende emoji).

Men jeg gjorde det! Jeg stod fandme op for mig selv, sagde fra da jeg virkelig følte at jeg var blevet trådt på og gik min vej! Jeg har aldrig nogensinde, selvom det lyder helt vildt sørgeligt, stået op for mig selv på den måde. Og hvad, næsten, endnu vildere er, at jeg ikke har mødt andet end opbakning! Selvom jeg godt ved, at det ikke er mig den er gal med (jeg er den anden medarbejder under samme chef, som har sagt op indenfor 6 måneder, af samme årsag…), så frygter man altid en smule andres meninger, det gør jeg i hvertfald, især når det gælder så stor en beslutning.

Jeg frygtede at skulle fortælle det til Mathias, for det har en kæmpe betydning for vores hverdag og vores økonomi, at jeg nu skal være arbejdsløs og have 3 ugers karantæne i A-kassen før jeg er berettiget til dagpenge. Hans første kommentar var “Shit hvor er det godt! Dét havde jeg ikke troet du turde! Og bare rolig, vi klarer os”. Min mor og far – SELV FAGFORENINGEN har bakket mig op i det her! (Dog ikke mere end at jeg stadig skal i karantæne i a-kassen… 😉 ). Men alle har simpelthen støttet mig og hvor har det betydet meget for mig!

Efter at have fået opbakning af min søster, da jeg var kørt fra arbejde, som beroligede mig igennem min første “FUCK HVAD GØR JEG NU”-krise, kørte jeg forbi en god veninde. Og hun er bare så skide god til at få én til at smile og tro på sig selv! Det var præcis hvad jeg havde brug for!

Siden sidste mandag, har jeg været gladere, lettet og skide hamrende stolt over at have stået op for mig selv! Jeg frygter på ingen måde arbejdsløshed, fagforening og dagpenge, jeg glæder mig endda 😀 (Det er helt forståeligt hvis i tænker “Shit, nu rabler det for hende”) Og jeg er sikker på at det her, det er vejen til noget der gør mig glad!

Slutteligt, hvis I hører om nogen der mangler én med mit talent, så tøv ikke med at give mig et hint! Både indenfor grafisk og marketing, men også alverdens andre ting. Jeg er også klar på at prøve noget nyt. Jeg skal have fundet mig et job som jeg bliver rigtig glad for!

Nu vil jeg videre i teksten. Jeg har store planer for dagen – jeg satser på et gladeligt gensyn med mit 1000 brikkers puslespil, inden jeg vil hente mine søde unger 🙂 Ha’ det skønt!

Mojn

Leave a Reply