HverdagMadsMor

Godt nytår, hverdag og en vild start på 2015!

By 6. januar 2015 No Comments

Hej i stuen!

Godt nytår! Jeg håber i kan sige farvel og tak til 2014 med dejlige minder – der er ingen tvivl om at 2014 har stået i babyens tegn for vores vedkomne, men 2014 var også året hvor vi flyttede “hjem” igen og hvor er jeg bare lykkelig over at vi tog chancen, rykkede teltpælene op i Aabenraa og flyttede til Aalborg inden Madsen kom til verden. Nu har Thiesen fået et godt job og det hele har faktisk bare vist sig at blive meget bedre end vi turde håbe på 🙂

Familien til nytårsfest 🙂

Så er julepynten også pakket ned, champagnen er poppet og vi er endnu engang kommet let og elegant forbi den jul som man glæder sig til, bruger aaaaaalt for mange penge på og æder mere end hvad godt er. Det er sjovt med jul, jeg elsker jul og synes det er så hyggeligt, men som altid går tiden hurtigt, det bliver hverdag igen og man sidder lidt tilbage med en flad fornemmelse og tom bankkonto. Og før vi ser os om, så er det jul igen…

Når det så er sagt, så må jeg indrømme at jeg er glad for at hverdagen igen har meldt sig. Vi har ikke været ret meget hjemme i juledagene, men på besøg hos vores familier. Og det er bestemt ikke fordi jeg ikke vil bruge tid med vores familie, jeg elsker det! Men samlet fra d. 18-31 december har vi haft 3 nætter hjemme hos os selv. Så får man altså lidt hjemve. Er det ikke sjovt hvordan man fylder alle dagene i julen med aftaler og planer og ikke rigtig når at få fornemmelsen af ferie, i stedet for at bruge januar, februar og resten af året på at se den familie man ikke ser så tit…

Men hverdagen er over os og Thiesen er nu startet op på sit nye arbejde på fuld tid, så det betyder helt automatisk at vi ikke har alt for mange planer i hverdagene når Thiesen først er hjemme omkring kl. 17. Det betyder dog ikke at der ikke er sket noget som helst i 2015, for jeg skal godt nok lige love for at Madsen har krudt i måsen! D. 1 januar kravlede Mads for første gang og det har bare taget fart siden. D. 2 januar brød den første tand igennem og d. 4 sov han for første gang på eget værelse og i går d. 5 januar væltede han for første gang og slog sin overlæbe til blods (Ja jeg var meget tæt på at ringe til vagtlægen, men efter at have trukket vejret dybt, talt med et par erfarne mødre, blev jeg overbevist om at hans overlæbe ville klare sig. Madsen grinede og det holdt hurtigt op med at bløde, det så bare voldsomt ud fordi han savler (SÅ MEGET) for tiden – man bliver altså nervøs når ens barn savler blod. Men skaden er meget uskyldig… Heldigvis!).

Sådan ser det altså ud når man har for meget fart på (Det er en blodsamling og ikke et åbent sår, som jeg først troede 😉 ). Han er over det hele den bette trold. Vi leger gerne “Kongens efterfølger” hele dagen og når Madsen kommer for langt bagud bliver han skidesur og så ved han godt at han kommer op på armen at sidde… Forkælede knægt 😉

Så der er sket lidt i den korte tid det har været 2015 🙂 Jeg er slet ikke i tvivl om at 2015 bliver et godt år – med masser af overskydende tid, så jeg kan nå alt det jeg gerne vil!

Jeg håber at i alle har haft en dejlig start på 2015! Jeg glæder mig til at blogge meget mere end jeg har gjort i 2014 og jeg er meget taknemmelig for at I vil læse med! 🙂

Leave a Reply