MadsMor

Amning…

By 14. januar 2015 No Comments

Jeg tror det her emne er noget de fleste kvinder der venter barn tænker over. Jeg gjorde i hvertfald.

Da jeg var spæd ammede min mor ikke særlig længe fordi der ikke var næring nok i mælken. Når folk har spurgt mig under min graviditet mht. amning, var mit svar altid at jeg ville hvis jeg kunne. Da vi boede i Aabenraa var jeg blevet tildelt “Kendt jordemoderordning”, som betyder at jeg havde 3 jordmødre og var garanteret at én af dem ville være med til min fødsel. At det så ikke blev, fordi vi flyttede til Aalborg, er en anden sag, hvilket jeg slet ikke er ked af.

Men under et af de møder hos dem, sad jeg sammen med 5 andre kommende mødre og snakken gik på amning. Der kunne jeg se på flere af dem, at det aldrig ville have strejfet dem, at man kunne komme ud for at amningen ikke ville fungere. Men for mig var det egentlig aldrig et spørgsmål om jeg ville eller ej, for jeg synes faktisk at det ville være forkert ikke at gøre det eller i hvertfald forsøge, eftersom det skulle være langt det bedste for ens barn.

Det betyder selvfølgelig ikke at jeg ser skævt til mødre som ikke ammer deres babyer, for hold op hvor har jeg nogle gange været misundelig på dem, for bare at kunne varme en flaske, når vi andre skal hive yveret frem.

Inden Mads kom til verden, var jeg meget nervøs for hvordan det ville blive når først man stod i det. Jeg havde en klar idé om at jeg skulle sidde i et rum for mig selv når jeg skulle amme. Jeg kunne slet ikke forstå de kvinder som ammede offentligt eller inde midt i en stue hvor der sad andre mennesker omkring. Jeg tror i høj grad, at det skyldes at jeg i min tid har været vidne til nogle af de kvinder som virkelig er ligeglade, hvor hængebrysterne bare vælter ud og de ikke gør det mindste for at dække sig til (Her forstår jeg altså godt folk, som er imod kvinder der ammer offentligt! Det kunne også få mig til at miste appetitten, med de kvinder som bare er helt ligeglade med omverdenen!). Plus, at jeg altid har været typen der rødmer ekstremt og slet ikke kan snakke med ammende kvinder, fordi jeg kunne jo se deres bryst – tænk hvis de troede jeg kiggede på dem i stedet for deres ansigt?! Oh boy, hvor har det ændret sig!! 😀

At skulle føde et barn, er ligesom noget man har forberedt sig på i 9 måneder. Hvad der kommer efter fødslen udover bleskift og babygråd er en helt anden sag. Der var sku’da ingen der fortalte mig at amning er en videnskab?!? Jeg troede da bare at man lagde babyen på armen og HAPS, så sad den fast som en anden sugemalle i et algefyldt akvarie… Øh NEJ!

amning

 

Yes, det var det bedste billede jeg kunne hive op af hatten hvor jeg ammer. Det er sjovt nok ikke noget jeg har fået taget så mange billeder af. Og jeg skåner jer for det typiske “barnet-er-lige-født-og-lagt-til-bryst-og-dit-bryst-er-firedobbelt-størrelse-af-babys-hoved” taget oppefra billede.

For det første, så er brysterne ikke automatisk fyldt med mælk når babyen er skudt ud, det skal først løbe til… Under stort set hele min graviditet glædede jeg mig til at sove på maven når først Mufufu (Og ja, det var det pæne kaldenavn vores intetkøn baby havde inde i maven) var ude… Nu er Mads 8 måneder gammel og jeg er først for nylig begyndt at kunne ligge på maven. For det andet… Når den der mælk løber til… Man troede det værste var ovre når barnet var født?! Ej det er også en overdrivelse, men jeg havde ingen anelse om arbejdet i at få amningen til at lykkes, hvor ondt man får i brysterne og ikke mindst vorterne som ikke er vant til at blive støvsuget!!

En jordemor på barselshotellet sagde til mig at det var imponerende så hurtigt min mælk var løbet til og mængden af den. Skal man så sige tak? Halvandet døgn efter fødslen var jeg udstyret med to kampesten på brystet, på størrelse med Linse Kesslers yver. Jeg var nødt til at holde armene ud til siden fordi de var så ømme, at den mindste berøring kunne få mig til at besvime (Overdrivelse fremmer forståelsen…). Og ikke nok med det – jeg følte mig som en Jerseyko som var blevet lukket ud på marken for første gang og bondemanden i sin iver havde glemt morgenmalkningen! Der var mælk overalt! Og min stakkels sultne dreng kunne slet ikke få fat pga. de hårde kampesten. Heldigvis forbarmede en jordemoder sig over mig og fik mig udstyret med ammebrikker. Siden da har amningen fungeret 🙂

Jeg var som sagt fra starten udstyret med rigeligt mælk, og det skal man selvfølgelig ikke klage over, det er da meget værre for dem som ikke har nok. Men jeg må indrømme, at jeg mere end én gang har bandet over alt det mælk! Det er bare ufedt når man har en lækage! Det værste ved amning har dog været brystbetændelsen som jeg har haft 5 gange siden maj.

I dag kan jeg heldigvis grine lidt af alle mine bekymringer omkring amning, for nu hvor jeg så småt er ved at trappe amningen ud inden jeg skal starte på arbejde i Februar, så har jeg virkelig nydt at det var mit og Mads’! Når vi var nogle steder og Madsen var udlånt til alle gæsterne, så var jeg 100% sikker på at han ville ende ved mig så snart han blev sulten. Og under amning har du tid til at nærstudere dit lækre barn. Det aller bedste var da Mads var omkring 3-4 måneder, når han var ved at være mæt, kunne kigge op på mig med det mest nuttede og undrende blik, vente på at jeg grinede af ham og i samme sekund fik jeg det største smil retur. Sådan kunne han forsætte længe 🙂

Og jeg vil godt påstå at der ikke er nogen der vil beskylde mig for at være en af de kvinder der bare hælder ens bryster ud, så andre får en dårlig smag i munden. Det der med at amme med andre til stedet kom helt naturligt efter kort tid, og man kan altså sagtens amme uden nogen bliver stødt af det – og knap nok opdager det.

Leave a Reply